Sådan styrker Navision Dynamics 365 Business Central økonomistyringen for CFO i SMV

26. august 2026

Sådan giver navision bc 365 overblik og effektivitet for CFO i SMV

27. august 2026

Det overser de fleste i ERP-projektet

Hvad bygger I egentlig jeres ERP-projekt på?

26. august 2026

Teknologien er kun en del af ERP-projektet. Det er ofte de mindre synlige forhold omkring projektet, der afgør, om løsningen fungerer i hverdagen. 

Når virksomheder starter et ERP-projekt, er fokus ofte på teknologi, funktionalitet og økonomi. Det er naturligt, fordi et nyt ERP-system er en stor investering, som skal understøtte virksomheden i mange år frem. Men et ERP-system ændrer ikke kun teknologien. Det ændrer også måden, medarbejderne arbejder på, hvordan afdelinger samarbejder, og hvordan virksomheden træffer beslutninger. 

Derfor bliver tre faktorer ofte undervurderet, når virksomheder planlægger et ERP-projekt: tryghed, struktur og samarbejde. 

De er måske mindre synlige end teknologi og funktionalitet. Men i praksis har de stor betydning for de beslutninger, der bliver truffet, og for om løsningen fungerer i virksomheden efter implementeringen. 

Tryghed skaber ærlige dialoger og bedre beslutninger  

Tryghed i et ERP-projekt handler grundlæggende om, hvorvidt medarbejderne tør sige det, der er nødvendigt at få sagt. Kan de fortælle, hvis de ikke forstår en proces? Kan de udfordre en eksisterende arbejdsgang? Og kan de sige højt, hvis en løsning ikke fungerer i deres hverdag?  

Mange virksomheder oplever sig selv som åbne arbejdspladser, hvor medarbejderne frit kan sige deres mening. Men virkeligheden er ofte mere kompleks. Selv i en åben kultur kan medarbejdere holde information tilbage, hvis de er usikre på konsekvenserne eller er nervøse for at fremstå som om, de ikke har styr på deres område.  

Det bliver særligt tydeligt i ERP-projekter, fordi et nyt system ofte ændrer kendte arbejdsgange. Medarbejdere møder nye processer, nye krav til data og nye måder at samarbejde på. Det kan gøre det sværere at sige højt, når noget ikke fungerer. 

Hvis problemer, fejl eller manglende forståelse ikke bliver synlige, risikerer virksomheden at bygge en løsning på et forkert grundlag. Målet er derfor at skabe et miljø, hvor problemer bliver taget op tidligt, og hvor medarbejdernes viden bliver brugt aktivt. Det giver bedre beslutninger og en løsning, der i højere grad passer til virksomhedens virkelighed. 

Struktur skaber fremdrift og tydelige beslutninger  

ERP-projekter bliver ofte sat i gang med ambitionen om at skabe bedre struktur i virksomheden. Men samtidig glemmer mange, at selve projektet også kræver struktur for at lykkes.  

Når roller, beslutningsveje og prioriteringer ikke er tydelige, opstår der hurtigt usikkerhed. Hvem beslutter, om en proces skal ændres? Hvem ejer virksomhedens data? Og hvem vurderer, om et nyt ønske er vigtigt nok til at komme med i projektet?  

Uden klare rammer risikerer ERP-projekter at løbe løbsk. Et ønske dukker op i en workshop. Så kommer et nyt ønske fra lageret. Et tredje fra økonomi. Og pludselig er det svært at skelne mellem det, der er nødvendigt for at komme i mål, og det, der bare ville være rart at have. Det gør det sværere at holde tidsplanen, budgettet og fokus på det, projektet egentlig skulle løse. 

Mange virksomheder siger: “Vi plejer bare at tage tingene hen ad vejen.” Men ofte er det netop de arbejdsgange, man har taget hen ad vejen gennem mange år, som er årsagen til, at virksomheden nu skal have et nyt ERP-system.  

Det er ikke et spørgsmål om at intet må ændre sig undervejs. Det vil det næsten altid gøre. Det er et spørgsmål om, hvordan nye ønsker og ændringer bliver vurderet løbende, så det bliver lettere at skelne mellem det, der skal være på plads ved første go-live, og det, der kan udvikles senere.  

Ingen afdeling ser hele løsningen alene  

Den tredje afgørende faktor er samarbejde. Det kan være nærliggende at betragte et ERP-projekt som et IT-projekt, hvor forretningen beskriver behovene, og IT finder løsningen. Denne tilgang skaber ofte en uhensigtsmæssig opdeling, hvor IT forventer klare svar fra forretningen, mens forretningen forventer, at IT finder de rigtige løsninger. Det kan betyde, at ingen reelt ejer helheden.  

IT kan ikke beslutte, hvordan lageret skal arbejde. Lageret kan omvendt ikke nødvendigvis vurdere, hvad der er den bedste løsning i systemet. Hvis systemet skal fungere i hele virksomheden, skal de to perspektiver derfor mødes. Løsningen skal skabes i et samarbejde mellem dem, der forstår forretningen, dem der arbejder med processerne, og dem der forstår teknologien.  

Når samarbejdet fungerer, bliver løsningen i højere grad skabt ud fra virksomhedens samlede mål frem for lokale ønsker fra de enkelte afdelinger. Salg, lager, produktion og økonomi får en bedre forståelse af hinandens behov, og processerne hænger bedre sammen.  

Det betyder også, at medarbejderne får et større ejerskab til løsningen. Systemet bliver ikke opfattet som “IT’s system”, men som virksomhedens fælles platform.  

Det betyder ikke, at alle skal deltage i alle beslutninger. Det handler om at involvere de rigtige personer på de rigtige tidspunkter, f.eks. gennem procesworkshops, superbrugernetværk og tæt dialog mellem afdelingerne.  

Tryghed, struktur og samarbejde hænger tæt sammen. Mangler én af dem, kan problemerne vokse, uden at de bliver opdaget eller håndteret i tide. Det kan i sidste ende påvirke både ERP-projektet og den løsning, virksomheden står med efter implementeringen. 

Sådan skaber I bedre forudsætninger for jeres ERP-projekt  

Et succesfuldt ERP-projekt kræver ikke, at virksomheden er perfekt organiseret fra starten. Men det kræver, at man tager stilling til, hvordan projektet skal fungere i praksis.  

Det starter med, at ledelsen tydeligt viser, at ERP-projektet er noget, hele virksomheden skal lykkes med. De medarbejdere, der kender de daglige processer, skal involveres, og der skal være plads til at tage problemer op, før de vokser sig større. 

Når virksomheder lykkes med at skabe tryghed, struktur og samarbejde, får de ikke bare et nyt ERP-system. De får bedre processer, bedre data og en organisation, der er bedre rustet til at få systemet til at fungere i praksis.  

En ERP-partner skal udfordre – ikke kun konfigurere 

Det er også her ERP-partneren spiller en vigtig rolle. En god ERP-partner bidrager med mere end den tekniske løsning.   

Det handler om at stille de svære spørgsmål, udfordre de eksisterende arbejdsgange og hjælpe organisationen med at finde den rette balance mellem standardisering og forretningsbehov. 

Partnerens erfaring fra tidligere projekter kan samtidig hjælpe virksomheden med at få øje på problemer, før de opstår. 

Et vellykket ERP-projekt handler ikke kun om selve implementeringen. Det handler om at skabe en bedre måde at drive virksomheden på.  

 

Skal vi hjælpe dig?

Fortæl os kort om jeres behov, så sørger vi for, at den rette specialist kontakter jer.


Denne nyhed er skrevet af

Jakob Vestbo